Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Grindsted Museum havde sidste åbningsdag d. 2. september 2017

Administrationen vil fremover være at kontakte på Magion Biblioteket fra d. 25. september 2017.

Grindsted Museum er en del af Billund Kommunes Museer, der i de kommende år skal samle alle sine aktiviteter på Museumscenter Karensminde.
Billund Kommunes Museer går derfor allerede i efteråret i gang med at udarbejde en plan for at gennemføre et byggeprogram, der kan realisere beslutningen, samt herunder at konkretisere det endelige indhold og finansiering af projektet. En samling af museumsaktiviteterne omfatter udstillingsfaciliteter til basis- og særudstillinger, forhal, billetsalg og museumsbutik, administration, skoletjeneste, mødefaciliteter, faciliteter til frivilligsamarbejdet og værksted. Desuden vil projektet omfatte forslag til etablering af nye magasinfaciliteter, der kan rumme museets samling, bibliotek og arkiv, samt indkøb af tilstødende jord, som kan sikre bedre adgangs- og opholdsforhold for de mange besøgende. Dette er nødvendigt, for at museet bedst muligt kan leve op til museumslovens fem søljer om forskning, formidling, bevaring, registrering og indsamling, og så vi på professionel vis kan tage imod vores besøgende, samarbejdspartnere og venneforeninger, samt svare på diverse forespørgsler fra borgere og kollegaer.


På det nye Museumscenter Karensminde vil en samling af alle museets aktiviteter og formidling skabe én samlet historiefortælling for Billund Kommunes rige historie omkring nyere tids landbrugshistorie, industrihistorie, samt erhvervshistorie og turisme. Billund Kommunes historie er på disse områder meget særegen, og derfor vil vi også udfolde historien på en innovativ og kreativ måde, der rummer flere lag i fortællingen og kan henvende sig til en bred målgruppe, så både små, unge, store og ældre, lokale og turister kan opleve områdets helt særlige nyere tids historie.
Beliggenheden med Museumsgården Karensminde på den anden side af vejen, skaber tilsammen en helt enestående oplevelse for museumsgæsten, og helt unik forbindelse mellem natur og kultur. Museumsgården er i sig selv en museumsgenstand, hvilket til dels også kan siges om den omkringliggende natur. Med én form for museumsoplevelse indenfor, hvor hele historien bliver udspillet og en anden form for museumsoplevelse udenfor, hvor man direkte selv kan gå rundt i historien og opleve den med egne hænder og krop, skaber Billund Kommunes Museer et visionært, unikt og fremtidssikret museumstilbud.


For yderligere information om lukning og flytning af administration samt samling af museumsaktiviteterne kontakt museumsleder Ole Bisbjerg, telefon: 7913 1480, mail: obi@billund.dk
www.billundmuseum.dk